De rene teer fra vores plantager aromatiseres med naturlige olier og tørrede frugter, blomster og urter.

Mange kendere af god te foretrækker den rene tesmag, som det varme vand trækker ud af tebladene. Her kan smagen variere alt efter, hvordan teen er tørret, og hvor meget den er iltet i processen. Jo længere fermentering eller iltning – jo sortere te.

I alle tedrikkende lande er der tradition for at tilsætte urter, blomster og aromatiske olier til teen.

Nogle smage passer fint til de grønne teers lette smag, og andre ses oftest i kombination med sort te.

For os er det vigtigt, at der ikke tilsættes kunstig aroma og kunstige smagsstoffer til vores teer.

Vores teblandinger er baseret på naturlige ingredienser, som vi så vidt muligt køber hos bæredygtige producenter i lokalområdet.

Nogle krydderier henter vi i Indien, men mange vokser på Sri Lanka og kan derfor købes lokalt og tilsættes teen på vores pakkeri. Det gælder fx kanel, peber og anis.

Nogle af vores teer er tilsat tørrede frugter fra Sri Lanka. Det gælder Monsunte, der indeholder tørrede stykker af den kæmpestore soursop-frugt fra det tropiske graviolatræ.

Jasmin og roser indgår i flere af vores teblandinger, og de aromatiske blomster vokser i rigelige mængder på Sri Lanka.

te-med-blomster-Tivoli

Kanelhistorie

Kanel er en af de vigtigste årsager til, at Sri Lanka har en meget lang kolonihistorie. Allerede i 1500-tallet kom portugisiske handelsskibe til øen, der bogstaveligt talt duftede af kanel langt ud på havet. Kanelen, Cinnamomum zeylandicum, voksede på det tidspunkt vildt i junglen, og søfolkene kunne på visse årstider dufte øen langt væk. Krydderier var en eftertragtet luksusvare i Europa, hvor de kunne sælges med en eksorbitant fortjeneste. Derfor var en hel ø, der bugnede af kanel, peber, ingefær og kardemomme en sand skatteø på det tidspunkt.

Kanel vokser visse steder stadig vildt på Sri Lanka, for planten er en del af øens naturlige flora, men den dyrkes også intensivt på større kanel-gårde og er i dag en af Sri Lankas vigtige eksportvarer. Kanelen fra Sri Lanka regnes blandt verdens bedste kvaliteter.

Chaplon bruger fortrinsvis kanel fra mindre producenter, hvoraf de fleste dyrker krydderiet på helt traditionel vis uden brug af hverken kunstgødning eller sprøjtemidler.

I kanelskoven 

Lokale krydderier er en tropisk hilsen af solmættet smag i mange teblandinger. Kanelen hentes blandt andet hos små producenter som Ajid Piante.

På en lille ø, der er mindre end en hektar, en halv times sejlads fra Sri Lankas vestkyst ad Madhu River bor Ajid Piante med sin familie. Han har arvet en af øens i alt fem små kanelplantager fra sin far, og han er en af mange, lokale mikroproducenter af den berømte Sri Lanka kanel, som regnes blandt verdens allerbedste.

Tæt omkring det lille lerklinede hus vokser et krat af kanelbuske. Den ægte kanel hedder Cinnamomum zeylandicum og er egentlig et stedsegrønt træ, der kan blive 10 til 15 meter højt. Men for at dyrke kanel som afgrøde styner man træet, så det fremstår som en høj busk. Stammen skæres gerne helt ned til ti centimeter over jorden, for det er de unge skud og spinkle grene, som kan bruges til krydderi-produktion.

Den inderste bark

Grenene høstes typisk, når de er et par år gamle, og forarbejdningen foregår mange steder i hånden med enkle og primitive redskaber ude hos den enkelte landmand som her hos Ajid Piante.

Først raspes den yderste grove og mørke bark af. Den dufter af kanel, men skal slet ikke bruges som krydderi. I kanelplantagen har den kun betydning som kompost, for det eftertragtede krydderi sidder i grenenes lyse underbark.

Ajid Piante snitter rundt om grenen med mellemrum, der svarer til længden på de kanelstænger, han vil have, og under den yderste bark kan man nu se et tyndt lag af lys bark, som han løsner forsigtigt med en kniv.

Den næsten hvide, fugtige bark rulles omhyggeligt sammen, inden den hænges til tørre på snore i fri luft. De sammenrullede barkstykker kan også tørres på en flettet måtte under husets tag eller under halvtaget i gården. Her skal barken tørre i tre dage, og under tørringen opstår den fine lysebrune farve, som vi forbinder med god kanel.

Når barken er tør, er kanelstængerne færdige til at blive solgt.

Et duftende krat

De afbarkede kanelgrene bruger familien som optænding i komfuret, selv om træet stadig indeholder en del aromatisk olie og dufter tydeligt af kanel. Nogle steder på Sri Lanka bruges det hårde kaneltræ til at fremstille tandstikker, men ude på de små landbrug er det slet og ret brænde.

Kanelplantagen udgør et tæt krat, der er ca. tre meter højt hele vejen rundt om huset, hvor gårdspladsen skygges af et stort mangotræ. Kanelbuskene har stedsegrønt bladhang, og de skygger for al anden bevoksning. Kanel er ikke en afgrøde, man kan kombinere med andre på samme måde, som kokos og ananas, der vokser side om side i Sri Lankas landbrugsområder ved kysten.

Kanelolie

Kanelhøsten foregår løbende og ad små snørklede stier, som fører ind i krattet. De friske grønne blade dufter intenst af kanel, så snart de bare knækker en lille smule, og de er grundlaget for en anden slags kanel, nemlig kanelolien. Bladene knuses og pressen  for deres indhold af den kraftige, aromatiske kanelolie, der sælges i små flasker til udvortes brug.

Ifølge den lokale og oprindeligt indiske urtemedicinske tradition, Ayurveda, ’viden om livet’, er kanelolien generelt antibakteriel og svampedræbende. På Sri Lanka bruges den som massageolie, men også til mundhygiejne, tandpine og mod øresmerter.

Ajid Piantes familie har ejet den lille kanel-plantage i 40 år, og den har indtil videre været nok til at forsørge ham, hans kone og de tre sønner og to døtre. På den jungleagtige ø i  floden Madhus’ mangrovedelta er der en brønd med frisk vand og en lille anløbsbro. Herfra sejler børnene til skole i den traditionelle katamaran af træ med duften af kanel i en sky efter sig.

Kanel-3

Kanel-(2)